" — Og Sneen faldt tæt, tung og nøiagtig — som den falder efter Storm, — fyldte Fordybninger, jævnede Spidser og skarpe Kanter. Der blev ganske stille i Skoven, en blød Stilhed som i tykke Dyner, og Snetæppet bredtes tykkere og tykkere nedover Fjeldsiderne.

Men Vaarveir laa i Luften, og Sneen var løs. Vand begyndte at risle under, draabevis nedover, samlende sig skjult, forat bryde frem og rive med sig, øgende op og svulmende af Sneslaps nedover Fjeld og Bakker mod Elve løbet i Dalene.


Og Solen skulde tære ovenpaa, og Vandet samles under, indtil en vakker Dag flød Sneen væk, forat fosse afsted og finde Vei med klare modige Strømbølger ud i det frie blaa Hav. Og i hver en Krog skulde friske grønne Spirer gro op istedetfor alt det tørre Hø, som var føget over Landet fra raadne Præstegaarde.

Derfor rullede det taalmodige Hav roligt sine Bølger mellem Stene og Skjær, mens Sneen endnu faldt tæt og tung over det hele Land. "

― Alexander L. Kielland