QUOTE : Nogle, især piger, havde måttet leve deres mors barndom, mens deres egen lå gemt hen i en hemmelig skuffe. For sådanne piger var det vanskeligst. Deres stemmer brød ud af dem som materien af et sår, og lyden af den forskrækkede dem, som når de opdagede, at nogen havde læst i deres dagbog, skønt den var låst inde mellem skrammel og gammelt legetøj fra den tid, hvor de bar en firårigs udsatte ansigt. Det stirrede op på dem mellem snurretoppene og de invalide dukker med det uskyldige, forbavsede glasblik. Deres søvn var let og lugtede af angst. Hver aften når de ryddede op på deres værelse, måtte de samle deres tanker sammen for natten som fugle, der skal lokkes ind i deres bur. Det hændte, at en af dem ikke var deres egen, og så vidste de ikke, hvor de skulle gøre af den. I farten, for de var altid trætte, proppede de den om bag et skab eller ind mellem to bøger i reolen. Men når de vågnede, disse piger, passede tankerne ikke mere til deres ansigt, som havde opløst sig under søvnen ligesom en fastelavnsmaske, hvis stive pap er revnet og gennemvædet af den varme ånde. Med besvær tog de det nye ansigt på sig som en skæbne, og de blev svimle af at se ned på deres fødder, så stor var afstanden blevet i nattens løb.