Home > Author > Petter Dass
1 " Du Steenbid, hvi griner så ilde din FlabHvi est du saa skubbet, saa fuld utav Skab? "
― Petter Dass , The Trumpet of Nordland
2 " Da Høitiden og den berammede FæstFremskinnet, at alle blev buden som Giæst,Var Brudgommen længst uti Havet.Hvad var her at giøre, mand skicket ham bud, Mand satte Fartøyer og Slupper herud, Og allesteds Havet omstrømmet; Hand lod sig dog icke beqvemme dertil,Han bad dem inbiude, hvem Fanden de vil,Den Giæstebud hannem ey sømmet. "
3 " I denne Skiærsmissel det artig tilgik,Hver toge til takke den skade de fik, Og ingen lod anden anmode; Thi den Harpunerer behote sit Spiud,Og Hvalen beholte sit Spæk og sin Hud, De skiltes ad Venner og gode. "
4 " Did reiser og nogle Mænd aarlig af stæd,Som skal for Laugmanden aflegge sin Eed, Laug-Rættes-Mænd Loven dem nævner; Om hver den der sværger, forstaar sig derpaa, Det lader jeg denne gang u-omtalt staa, Til Dagen naar HErren indstævner. "
5 " Her var ey at tøve, den Hane blev spendt, En gloende Kuule hen venlig forsendtDen skind-klæde Skolt bag sit Øre; Det smaget ham ligesom nye-smeltet Bly,De andre hans Grander begyndte at flye, Vil Selskab der længer ey giøre. "
6 " Men Hammerøe ligger der inde med Land, Beskicket for en residerende Mand, Som Tienesten bør at forrette; Indbyggerne have der ligedan Kaar, Som andre der pløyer og høster og slaar, Thi kand jeg ey videre sette. "
7 " Du Trænen, du berger saa mangen en Baad,Naar Allene raser, u-børgen og kaad, Gud haver dig selver beskantzet,Med Halser og Hikler, med Staver og Meed, Paa hvilke de Aller sin Skanker af LeedHar ofte forsprunget og dantzet. "
8 " Mig angrer av mit hjertens grundjeg bogen skulde læreat jeg for alt det jeg har slittfik intet andet til profitend umag og besvære. Hvad har vi nu, fordi vi gikvel 20 aars tid i skole,Og mangt et slag i Haanden fik, samt banket rygg og kjole? "
― Petter Dass
9 " Jo ældere Verden hun bliver af Aar, Jo værre jo slæmmer' er Menniskens Kaar, Vi haver alt levet det beste. "
10 " Men dersom Nordfarernes Troe var saa stoer, De kunde faa Bergen henfløttet i Noer, Ved ongefahr hundrede Miile; Hvor skulle den ganske Nordlendingens Tract,Af inderste Hierte sig fryde med Magt, Med lystige Ansigter smiile. "
11 " Du Steenbid, hvi griner saa ilde din Flab,Hvi est du saa skubbet, og fuld utav Skab,Siig, est du befængt med Frantzoser. "
12 " Kam-Kager og allehaande krusede Brød,Og store Træskaaler med Hamborger Miød, Vore Qvinder de giorde dem tomme. "
13 " Thi Gurru hun svarede Halvor en Pæl, Tak have den Dan-Qvind' som giorde saa vel,Og icke goed Tilbud forsmaade; Ey heller var Anfri og Malfri saa svag, De begge med Flasken jo droges et Drag,Saa meget de stakler formaade. "
14 " Men allermeest er det forundringer værd,En Ganne indsætter, en anden har lærd, Den samme med Konst at udtage.Nu maatte man spørge, hvor giøres det got, At Satan mot Satanem øver sin Spot, Kand Diævel en Diævel uddrive; "
15 " Jeg svarer dig af min Eenfoldighed vel, At Satan paa Folk ved at giøre Forskiel,Og efter Personer sig føye; ...den Gierning er hannem ey tung eller suur,At hielpe et Menniskes Legem ved Cuur,Hvis siæl hand i Længden vil vinne. "
16 " Man brevene med posten bandtog sagde: Vær ei sene!De svarte: Vi var aldrig vantpå vei at tælle stene! "
― Petter Dass ,
17 " Da roede mand ud, naar at Solen gik frem, Og før hun gik under, vel hundret og femDa saae man paa Gielden ophænget. Saa kaagte de Lever, naar Folket var svang,Saa straxen kom Kiedler og Møllie paa Gang,Mand troede de skulde sig sprænget. "
18 " Det siunes at Verdens bortliggende Kandt, Vil have sig noget forvaret iblandt, Naturen er icke forbundenTil een eller annen besynderlig Tract,Gud haver og noget ved Polen nedlagt,Hvorved er Fornøyelse funden. "
19 " Thi Søen tager saa mangen;Her sidder en Encke, som Manden har mistOg hisset en anden, har Skilsmisse fristHvis Mand er fordrugnet for langen.Man spørger en Fader, som Sønner har stoor,Hvor er dine Sønner? de blev udi Fior,Man fritter en Søn om sin Fader;Strax skal hand dig grædende svare med hast, Min Fader blev borte med Tackel og Mast,Den Sorg mig saa snart icke lader. "
20 " Mig mindes vel og den u-lyckelig Stund, Da henved fem hundrede Kroppe til Grund,Omkomme for U-veyr paa FoldenHvor ey kunde føres en Traad eller Klud;Af tusinde Siele, som seilede ud,Kom neppe tre hundred beholden. "
