" Men inde i Skoven er der lukket, med alt Løvet trukket for, en hvilende Luft som i et Sovekammer, tung af Duft. Lys begynder at trænge ind gennem Løvtaget, gyldengrønt, og nu vaagner Fuglene. En efter en knirker de, skjult under Løvet, fra tusind Reder, et rugevarmt søvndrukkent Kny, som snart bliver mangestemmigt og stiger, indtil der staar et samlet, mægtigt Fuglekor over Skoven.
Og solen staar op, som en dyb Glød i Grunden af Skoven, Ildbundter op mellem Træerne, en blændende verden af Lys som smelter Træerne og hele Himmelhjørnet ind i en Ring af Ild, hvori Solen gaar, den stiger og er snart fri af skoven; som et Ildskib lægger den fra Jorden og ud i det aabne Blaa. Lys og Dug og Morgenstilhed over Alverden! "

― Johannes V. Jensen , Den lange Rejse: Andet Bind