" Imidlertid sad Fru Fanny og kjedede sig. Lille Christian Fredrik var sendt ud med Barnepigen; Gaden var afskyelig, støvet, varm og fuld af simple Folk, som gjorde Lørdagsindkjøb; — Fruen gad ikke se ud. Lænet helt tilbage i sin blødeste Stol sad hun og gabede foran Speilet: skulde hun tage Madeleine med til Byen imorgen — der var gaaet nogle Dage siden hendes sidste Besøg — og heller resikere at blive staaende som Skjæmbræt; — eller skulde hun begynde for egen Regning? — ja hvorfor ikke! — men han kom jo aldrig indom, naar Madeleine ikke var i Byen — aa! man kunde gabe sine Kjæveben af Led!

Da han nu pludseligt traadte ind i Stuen, gik der et Stød gjennem hende; men hun blev liggende i Stolen og rakte ham sin venstre Haand, som var nærmest: „Velkommen — Hr. Kandidat! — jeg sad just og tænkte paa Dem i min Ensomhed.“

„Det var smukt af Dem — Frue!“ svarede han og satte sig foran hende.

„Ja — hvad kan man ikke falde paa for dumme Ting, naar man sidder saaledes alene —“

„Jeg var ellers ikke det dummeste, De kunde tænke paa,“ svarede Delphin muntert; men det er igrunden sandt, De sidder vist meget alene i den sidste Tid.

„Aa ja — hvis jeg nu havde mine Grunde“

„Saa vilde jeg tillade mig at spørge efter disse Grunde.“

„Det var kanske det bedste, om jeg fortalte Dem mine Grunde —“ sagde Fruen og betragtede, opmærksomt Spidsen af sin Fod, som stak frem, idet hun laa tilbagelænet. Hun havde smaa, spidse Parisersko med udskaarne Striber over Vristen, hvor man saa en glat, mørkeblaa Silkestrømpe.

„Jeg forsikrer Dem Frue! — at jeg vilde være ligesaa taknemmelig som discret.“

„Madeleine er jo saa ung,“ sagde Fruen, somom hun fortsatte sin egen Tankegang, — „jeg er jo paa en vis Maade forpligtet til at passe lidt paa hende — og —“

„Mon det skulde være saa nødvendigt?“ — spurgte han.

„Aa ja! — naar en ung Pige saa naiv som Madeleine kommer i Berørelse med Herrer, der ere, — nuvel! der ere saa behændige som De — Hr. Kandidat Delphin! — saa —“ hun saa paa ham, idet hun stansede i Sætningen.

„De gjør mig altfor megen Ære! —“ lo han, „desuden — hvorledes skulde det kunne falde mig ind at benytte mig af —“

„Pyt!“ afbrød hun og trak sine Øienbryn op, „den Snak kjender vi. De er som alle de andre; De tager ikke i Betænkning at benytte Dem af enhver — selv den allermindste Chance — ikke sandt? — vær nu oprigtig!“

„Nuvel —“ svarede han og stod op, „naar De gaar mig saadan paa Livet, saa vil jeg jo tilstaa, at naar jeg ser et Jordbær, som ingen passer paa, saa ta’r jeg det ialmindelighed.“

„Ja — det er just den Graadighed hos Mandfolkene, jeg finder ligesaa farlig som forunderlig.“

„Ih — men Frue! Jordbær ere dog saa fortryllende!“

„Ja — naar de ere modne —“ svarede Fru Fanny.

De sidste Ord kom saa blødt som Kattefødder. Georg Delphin var gaaet et Par Skridt henover Gulvet. Han vendte sig hurtigt og fik netop se det sidste Glimt af et Blik, som maatte have hvilet paa ham, mens hun talte.

Det var ikke ofte, han mistede sin Holdning i Konversationer som denne; men den Opdagelse, han gjorde eller troede at gjøre, Uvisheden, den forfængelige Glæde — forvirrede ham, saa han stammede, blev rød og stod og stirrede paa hende.

Udstrakt som hun laa i den lave Stol løb de bugtede Linier fra det lille Hoved nedover de fyldige Lemmer — helt ud til Spidsen af hendes Parisersko. Hendes Skjønhed var saa fuldt færdig, saa sikker og ubekymret i hvert Led og hver Bøining.

Hun forstod, at nu var det nok og reiste sig uden at lægge Mærke til hans Forvirring.

„Ved De hvad!“ sagde hun pludseligt og lo høit, „det er dog latterligt, at jeg vil holde Prækener for Dem. Hver faar passe sig selv, og jeg maa gaa og passe en Kjole — jeg haaber, De undskylder. Godaften — Hr. Kandidat! — maatte Deres Jordbær bekomme Dem vel! "

― Alexander L. Kielland